Kald vold for vold

man, maj 25, 2009

Vold mod kvinder.

Det er almindeligt at nedtone handlingen og kalde det “et lille tjat” eller “han kom til”, “han skulle bruge pengene” og lignende. Det er en del af den traumatiseringsproces, som er et resultat af volden.

For at kunne begynde at forstå, hvad det drejer sig om gælder det om at være helt jordnær og konkret mht. hvad der er sket. Den første hjælp ligger i at sige de faktiske forhold med de rigtige ord, selv om det lyder barskt.

Fysisk vold:

Er du udsat for skub, slag, kvælertag, indespærring, fysiske skader af forskellig grad er det fysisk vold og ikke en kærlighedshandling. Det er heller ikke et udtryk for kærlighed at finde sig i det.

Psykisk vold:

Ydmygelser og chikaner, så du ikke længere ved, hvad der er op eller ned, så er det psykisk vold, og ikke bare en dårlig dag.

Økonomisk vold:

Det kan være han har drænet din økonomi f.eks. ved at stifte gæld i dit navn, Det kan også være at han helt har styret din økonomi, så der ikke var plads til at du selv kunne handle. Selv om man har fælles økonomi er det ikke normalt at kun den ene har indflydelse på hvordan pengene skal bruges.

Seksuel vold.

Hvis han har tvunget dig til sex på tidspunkter eller måder, du ikke ønsker, så er det seksuel vold. Selv i et fast forhold har man seksuelle rettigheder som skal respekteres.

Materiel vold.

Du har fået smadret dine ejendele, lejlighed eller bil. Du bemærker at det sjældent går ud over det, som er hans.

Skriv et svar