nyhedsbrev marts 2010.

søn, mar 28, 2010

Støtteforening.

Fredericia Krisecenters Støtteforening

Den første portion af penge er uddelt

I marts 2010 fik Støtteforeningen mulighed for at uddele den første portion af penge ud fra en konkret ansøgning fra en kvinde, som havde hårdt brug for midler her og nu for at komme videre med sit eget liv efter ophold på krisecenteret.

Det er positivt, at det hermed er lykkedes at skaffe tilstrækkeligt med penge til at yde økonomisk støtte til kvinder, der er eller har været på Fredericia Krisecenter.

Generalforsamling den 14. april 2010

Der er indkaldt til generalforsamling i Støtteforeningen. Datoen er den 14. april 2010 kl. 19.00-21.00. Stedet er Friviligcenteret Vendersgade 63, 7000 Fredericia.

Inden generalforsamlingen går i gang, vil der være et kort oplæg af Jørgen Grauslund, vicepolitikommissær fra Fredericia Lokalpoliti. Oplægget vil handle om politiets synsvinkel og handlemuligheder, når der er tale om vold mod kvinder

Der er ikke valg til bestyrelsen, da alle i 2009 blev valgt for en toårig periode. Der er derimod valg til suppleantposterne m.v., da disse kun er valgt for en etårig periode.

Dagsorden sendes ud til medlemmerne.

Dette skal hermed være en opfordring til alle Støtteforeningens 70 medlemmer om at benytte sig af muligheden for at være med til generalforsamlingen.

Medlemsbidrag/kontingent

Generalforsamlingen har fastsat medlemsbidraget til 100 kr. pr. medlem pr. år. For firmaer er betalingen 300 kr. pr. år. Bestyrelsen har besluttet, at medlemsbidraget/kontingentet for 2010 indbetales fra 1. maj. Medlemmer, der først har indmeldt sig i 2010, skal først betale kontingent igen i 2011.

Beløbet kan indbetales til Den Danske Bank på kontonr.: 1551-10457033.

Husk navn, adresse og evt. e-mail til formand eller kasserer, så vi kan sende vores månedlige nyhedsbrev om Støtteforeningens aktiviteter.

Gå/løbehold

Bestyrelsen vil starte et gå/løbehold for frivillige, medlemmer af Fredericia Krisecenters Støtteforening samt kvinderne og deres børn fra Krisecenteret. Det betyder, at der hver onsdag kl. 16.30 i den lyse tid er mulighed for at møde op og gå eller løbe en tur under ledelse af en eller to fra bestyrelsen. Gå- eller løbeturen vil tage max en time, så kl. 17.30 vil alle være tilbage igen ved udgangspunktet, som bliver Meldahls Rådhus (Det gamle Rådhus).

Vi starter den 7. april 2010 kl. 16.30 ved Meldahl Rådhus

Gå- eller løbeaktiviteten kan efter behov resultere i, at interesserede melder sig til et eller to løb i 2010. Der er kvindeløbene “Femina” den 24. maj og “Alt for damerne” den 8. juni. Den 29.august kommer Hannerupløbet.

Koncert i september

To kendte kunstnere Chris Poole og Kasper Søborg har fået støtte fra Statens Kunstråd til at lave koncerter for kvindekrisecentre i Danmark. Duoen spiller instrumentalmusik for fløjte og guitar – en blanding af worldmusic og jazz. Se www.chrispoole.dk/om_chris/duo_med_kasper/

Chris Poole har i mange år ved siden af sit arbejde som fløjtenist og musiker arbejdet med forebyggelse af vold mod kvinder, og hun har udgivet flere bøger.

Koncerten er den 16. september 2010 i Christianskirken kl. 19 eller 19.30.

Donationer

Soroptimisterne har doneret 1000 kr. til Støtteforeningens arbejde. Det vil vi gerne sige tak for. Ethvert beløb er velkomment. Det betyder, at flere af kvinderne og deres børn har mulighed for at blive hjulpet.

Medlemsservice

Som medlem får man – ud over det månedlige nyhedsbrev – mulighed får at få strøget duge, bluser, skjorter, sengetøj etc. til meget favorable priser. Medlemsservicen er udvidet til pudsning af sølv/messing/kobber. Pengene fra medlemsservicen går ubeskåret til Støtteforeningens arbejde.

Kontakt Elsebeth Staal på mobil 4034 5289 eller tlf. 9799 5299 for at lave en direkte aftale.

Skriv et svar